mitMARTEC

Hjemmesiden bruger cookies

Martec.nu bruger cookies. Du kan læse mere om brugen af cookies her:

Cookie politik

Hvis du fortsætter på sitet, accepterer du vores brug af cookies.

Dagbøger 2017

På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever undervejs på uddannelsen og togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

 

Dagbøger

16.01.2017
De små glæder..
En friskbrygget kop stempelkaffe lørdag morgen. En dejlig eftermiddagslur efterfulgt af en gåtur i solen. Duften af nybagte boller. At sove længe. At have fri.
Der er mange ting, de fleste er enige om at værdsætte. Og så er der de ting, man lærer at værdsætte, når man er elev på Skoleskibet Danmark.
... Følelsen af at tage sit vasketøj ud af tørretumbleren, for med et lettelsens suk at kunne konstatere, at samtlige af ens håndsyede nummermærker har udholdt strabadserne. Fornemmelsen man får, når mange timers kærlig filing, pudsning og polering har resulteret i et merlespiger med en overflade så blank og skinnende, at en Ajax-reklame blegner i sammenligning. At sove helt til klokken 7.30 lørdag morgen og ’allerede’ få fri klokken 19. Tilfredsstillelsen når man laver en virkelig lækker elektrodesvejsning, og slaggeret hæver sig som en tynd skal ovenpå, som kan fjernes med blot ét enkelt slag fra hammeren. Når man får bundet sit double fisherman’s knot rigtigt i første forsøg. Når der er dessert efter aftensmaden. Når hele ens messe dukker op til baksmønstring. Når man ser godt ud i kedeldragt. Når man, med sved på panden, tårer i øjnene og under verbale piskeslag fra Mia bliver tvunget ned i endnu et squat, kommer i tanker om, at alle de mange timer i værkstedet, de værkende muskler og de søvnige øjne blot er trædesten på vejen til en fantastisk rejse.
#18 Signe 

 

11.01.2017

Overlevelsesdragter og sømandsviser 

Til havs er det vigtigt altid at være klar på de værst tænkelige situationer, derfor var det første hold elever i går i svømmehallen, hvor vi skulle lære om søsikkerhed i tilfælde af at skibsbrud. Dette indebar blandt andet udspring fra et 5 meter højt plateau, hvilket skulle lære os hvordan det føles at forlade et synkende skib, derudover var der et kursus i at vende en redningsflåde ene mand, da groft sagt halvdelen af alle oppustelige redningsflåder, bliver udløst med bunden i vejret og til sidst skulle vi prøve et helikopterhejs. Derudover skulle vi selvfølgelig lave en masse forskellige svømmeøvelser, da vi under samtlige øvelser, samt i værst tænkelige tilfælde, var i ført en overlevelsesdragt og den er ikke sådan bare til at svømme i.

Al vores nyvundne viden skulle vi så i dag prøve ude på det virkelige hav, og her menes der selvfølgelig den lokale havn. Det betød at efter en skoledag med efter 8 timers svejsning på forskellig vis, gik turen inden aftensmaden til Frederikshavn havn, hvor vi her hoppede i havet fra omkring de 3 meters højde, for derefter i samlet flok, at svømme hen til vores redningsflåde. I redningsflåden, sad vi nu 22 unge, hyperventilerende mennesker, med hjerterne bankende på fuldt tryg oppe i halsen i mens vores instruktører skabte bølgelignende forhold ved hjælp af en speedbåd. 

Alt dette var en så helt i gennem grotesk situation, men her ude på hvad der føltes som det store hav, blev en gruppe mennesker bundet sammen på ny. Vi havde nu oplevet hinanden under pres og hvor alle blev smidt ud af deres komfortzoner, men her lå vi så, 22 mand i en 20 personers redningsbåd og sang sømandsviser i mens bølgerne vuggede os til ro. 

#38 Ditte

 

06.01.2017

Alle sømænd er glade for merles(piger)

Kun ganske få dage er blevet til nætter siden 80 nervøse skoleskibs-aspiranter, med koldsvedende hænder og flakkende øjne, for første gang satte sig ind i messen med en lille plastickop fyldt med kaffe og et skvæt mod, for at se hinanden an for første gang. Kun ganske få gange har vi trådt op til baksmønstring i gymnastiksalen, iført vores blå uniformer, sendt ængstelige øjne efter Poulsen når han efter en lang dag ”opfordrer” os til at bruge de sidste par timer inden sengetid på at sy vores elev-nr. i tøjet, og endnu færre gange har vi iført os kedeldragter og begivet os mod værkstedet for at slibe på et stykke rundstål, som efter sigende gerne en dag skulle blive til et værktøj kaldet merlespiger, under en venlig nordjysk maskinmesters instruktioner. Ganske få gange har vi stimlet os sammen som sultne små fugleunger omkring den store buffet i messen og skovlet uhyre mængder flødekartofler på vores tallerkner, alt imens latter og snakken omkring dagen og de mange kommende har opnået nye støjniveauer...

Alligevel føles det som om at vi har kendt hinanden meget længere. Nye ansigter er blevet til venner, den fremmede blå uniform er blevet ens egen, armbøjningerne er blevet en kende lettere - og en drøm om at krydse Atlanten på Skoleskibet Danmark er ved at blive til virkelighed.

Signe #18 

 

5. januar 2017

Årets første sne. 

Det giver altid en speciel stemning, når fnuggene begynder at falde udenfor for første gang i lang tid. For mig er det over et år siden, jeg sidst så sne. Måske var det derfor, ikke alle mine nye venner delte samme begejstring som mig ved at se det hvide tæppe, som begyndte at lægge sig udenfor. Alligevel sad vi alle og kiggede ud ad vinduet på den dalende sne midt i paragraf 26-undervisningen.  Vi skulle lære om sikkerhed, forholdsregler og sikkerhed og sikkerhed i et værksted, hvor der arbejdes med svejsning. Så var det let at komme til at drømme sig væk og lade sig distrahere af sneen.  
Det har været en hård start her på Martec. Der er så mange nye indtryk, der skal fordøjes og personer, man skal forholde sig til. Derfor var vi alle fuldstændig udkørte i går aftes og havde for længst nået information overload, da overstyrmand Jesper begyndte at lære os knob og knuder efter aftensmaden. Jeg var træt i krop og hoved efter en forløsning på mange ugers spænding og forventninger til denne dag. Efter en lang og lærerig dag fyldt med smil og imødekommenhed, fornemmede jeg en kollektiv lettelse i messen i aftes lidt over 10, da Poulsen endelig kunne sige tak for i dag og godnat. De fleste af os rejste os med det samme og bevægede os mod dagens næste og sidste destination; sengen. Min krop udbrød et taknemmeligt suk, da den endelig lå vandret, og jeg ignorerede, at jeg fandt madrassen for hård og dynen for kold og hørte nye lyde over det hele. Vi er trods alt sømænd to be. Så må man bare bide det i sig og glæde sig over, at det først bliver for alvor om 6 uger…

Ida Winther #62